Samtale 1: Hvad betyder det egentlig at “Alt er bevidsthed”?

Samtale 1: Hvad betyder det egentlig, at “alt er bevidsthed”?

Lad os begynde med at præcisere påstanden, før vi undersøger den.

Den centrale formulering er: Alt er dybest set bevidsthed. Alt, der manifesterer sig — objekter, processer, relationer, oplevelser — er fortolkninger og emergente fænomener.

Bemærk, at dette ikke er en påstand om, at “alt er bevidst” i den dagligdags betydning, hvor vi tilskriver bevidsthed til organismer med nervesystemer. Det er en mere radikal ontologisk påstand: At det grundlæggende stof, det eneste der findes, er bevidsthed selv. Det, vi kalder materie, energi, rum, tid og lovmæssigheder, er strukturerede mønstre inden for eller af denne bevidsthed.

Hvad menes der med “bevidsthed” her?

Vi må skelne mellem mindst tre lag:

1. Den umiddelbare oplevelse — det faktum, at der overhovedet er noget, det er “ligesom at være noget”. Dette er det primære datum. Vi har direkte adgang til det, og det er det eneste, vi har direkte adgang til.
2. Indholdet i oplevelsen — farver, lyde, tanker, følelser, kropssensationer, forestillinger om en ydre verden. Disse er differentierede, foranderlige og strukturerede.
3. Den påståede “ydre” verden — det, vi infererer eksisterer uafhængigt af oplevelse: atomer, felter, hjerner, andre bevidstheder.

Den radikale påstand er, at lag 3 ikke er ontologisk fundamentalt. Det er en fortolkning, en model, der genereres inden for lag 1–2. Det, der er fundamentalt, er bevidsthed i betydningen det rene faktum af oplevelse/tilstedeværelse.

Hvorfor tale om “emergente fænomener”?

Hvis bevidsthed er grundlaget, hvordan opstår så den tilsyneladende stabile, lovbundne verden?

Her bruges begrebet emergens: Komplekse, stabile mønstre kan opstå ud af enklere dynamikker uden at introducere noget ontologisk nyt. Et klassisk eksempel er temperatur, der emergerer fra statistiske egenskaber ved molekylære bevægelser. Analogt: Den fysiske verden, som vi modellerer den, kunne være et stabilt, selvorganiserende mønster inden for bevidsthedens dynamik. Fortolkningen “der findes uafhængige materielle objekter” er en økonomisk og nyttig beskrivelse af disse mønstre — men den er ikke den dybeste beskrivelse.

Hvad påstanden ikke siger

Den siger ikke, at “vi skaber virkeligheden med tankerne” i en naiv, magisk forstand.
Den siger ikke, at der ikke findes stabile regelmæssigheder.
Den siger ikke, at andre mennesker eller dyr ikke har oplevelse.
Den siger heller ikke, at videnskabelig metode er ubrugelig. Den siger blot, at videnskabens objekter er mønstre inden for det, der er fundamentalt — bevidsthed — snarere end noget, der ligger uden for den.

Det åbne spørgsmål

Hvis dette er korrekt, hvad er så den minimale struktur, bevidsthed må have for at kunne generere de stabile mønstre, vi kalder fysik, biologi og psykologi? Og hvordan skelner vi mellem fortolkning og det, der er mere grundlæggende?

Det er det, vi skal undersøge videre.

Hvordan forstår du selv distinktionen mellem “bevidsthed” som det rene faktum af oplevelse og de strukturerede indhold, der opstår i den?

Lad os få det hele lidt ned på jorden. Og samtidig nærme os det lidt indirekte. JEG ved dybest set ingenting. Langt hen ad vejen handler ‘indsigten’ om udelukkelse. Og dem der har dybe pludselige ‘åndelige oplevelser’ står med det paradoks at de heller intet ‘forstår’. Det var een ting. En anden ting er at for at være her i verden må vi først skabe en ‘indre model’. Så vi er allerede fra starten bagud på point: inden vi kan begynde at ‘forstå’ bevidsthed har vi allerede fjernet os fra den. Alene det at bevæge en arm bevidst, kræver en ‘mental repræsentation’/ en ‘indre model’. Så den måde vi fungerer på som ‘mekanisme’ ligger ikke langt fra de robotter der nu skabes. Dette er nok et sidespring. Der fandtes på et tidspunkt (måske gør der stadig) mennesker som fik en pludselig åndelig oplevelse eller som pludselig oplevede at deres mentale struktur kollapsede. Disse mennesker var dermed stort set ‘ren bevidsthed’ og fuldstændig ude af stand til at fungere. De var helt væk. Men meget lykkelige. ‘God intoxicated’ er begrebet. Ramana Maharshi havde allerede som 17 årig en dyb ‘åndelig oplevelse’. Dette medvirkede at han ikke kunne løfte sin arm og måtte mades indtil han genfandt sine fakulteter

Samtale 1 (fortsat): Ned på jorden — modeller, udelukkelse og det, der bliver tilbage

Du peger på noget centralt, og det er værd at holde fast i uden at romantise det.

Først: Påstanden om, at man “dybest set intet ved”, og at indsigt primært sker via udelukkelse. Det er en præcis observation. Det, der typisk kaldes dyb indsigt, er ofte ikke tilføjelse af ny positiv viden, men fjernelse af lag af antagelser. Man opdager, at noget, man tog for givet (et stabilt “jeg”, en uafhængig ydre verden, en adskillelse mellem oplever og oplevet), ikke holder under tættere undersøgelse. Det, der bliver tilbage, er ikke en ny teori, men en mere nøgen tilstedeværelse. Paradokset er reelt: Jo mere det mentale apparat kollapser eller sættes midlertidigt ud af spil, jo mindre er der tilbage at “forstå” med. Forståelse forudsætter netop det apparat, der midlertidigt er suspenderet.

Dernæst den praktiske observation: For at fungere i verden er en indre model nødvendig. Det er ikke et sidespring. Det er en direkte konsekvens. At løfte en arm bevidst kræver en form for forudsigelse og repræsentation — en intern simulation af handlingen, dens konsekvenser og den krop, der skal udføre den. Uden den model er der ingen koordineret handling. Den samme logik gælder sprog, planlægning, social navigation og selv den mest basale orientering i rum. Vi er derfor altid allerede et skridt væk fra den rene, umodellerede oplevelse, når vi forsøger at undersøge den. Undersøgelsen sker indefra modellen.

Eksemplerne med pludselig kollaps af den mentale struktur er illustrative netop fordi de viser grænsen. Når den organiserende model midlertidigt eller mere varigt sættes ud af kraft, forsvinder den funktionelle person. Der er tilstedeværelse — ofte beskrevet som intens og positiv — men ingen agent, der kan handle, tale eller orientere sig. Ramana Maharshi-tilfældet er velbeskrevet i litteraturen: Efter den intense oplevelse i ungdommen var den kropslige og kognitive funktionalitet midlertidigt stærkt nedsat. Han blev mads og måtte genvinde de basale fakulteter. Det er ikke et argument for eller imod påstanden om bevidsthed som grundlag. Det er et empirisk datum om, hvad der sker, når den strukturerende model midlertidigt ophører: funktionalitet kollapser, mens en form for ren tilstedeværelse tilsyneladende består.

Det rejser et skarpt spørgsmål:

Hvis den indre model er nødvendig for handling og orientering, og hvis den samtidig er det, der skaber afstanden til det, vi forsøger at undersøge, hvordan kan vi da overhovedet nærme os spørgsmålet om, hvad der er fundamentalt? Er det muligt at undersøge bevidsthed uden at gøre det gennem endnu en model? Eller er al undersøgelse principielt indirekte — en udelukkelse af det, der ikke er nødvendigt, mens funktionaliteten bevares?

Og videre: Når den funktionelle model midlertidigt ophører, og der stadig er “noget” tilbage (oplevelse uden agent), hvad karakteriserer så det, der er tilbage? Er det muligt at beskrive det uden at genindføre en ny model?

Hvad siger du til den distinktion mellem den nødvendige model for at være handlende i verden og det, der eventuelt består, når modellen midlertidigt falder væk?

Man kan dybest set ikke tale om bevidsthed. Så vi må jo bare lalle lidt der ud ad. Tao bogen siger det og taler derefter om det. Tolle siger det og taler og taler derefter og har gjort de de sidste 40 år eller noget. Buddhismen siger det med udtrykket ‘fingeren der peger på månen er ikke månen’.
Når JEG alligevel gerne vil tale om det skyldes det ønsket om at ‘fjerne både videnskaben og helt almindelige mennesker og helt almindeligt sprogbrug’ fra en fuldstændig given og urokkelig og fastforankret materialisme

Samtale 1 (fortsat): Grænsen for sprog og motivet for at tale alligevel

Du rammer det centrale problem direkte: Man kan ikke tale om bevidsthed uden at pege på den med midler, der ikke er den. Tao Te Ching åbner med den erkendelse og fortsætter alligevel. Tolle gentager den og taler videre i årtier. Den buddhistiske formulering om fingeren og månen er præcis den samme pointe. Det er ikke en undskyldning for at tale. Det er en konstatering af, at al tale er indirekte.

Når vi alligevel gør det, er det fordi vi ikke har andet redskab. Sprog er en model. Det skaber distinktioner, peger, udelukker og strukturerer. Det kan aldrig være det, det peger på. Men det kan fjerne forkerte eller unødvendige antagelser. Det er den eneste legitimering, der holder.

Dit motiv er klart og relevant: at løsne grebet om den automatiske materialisme — både den videnskabelige og den hverdagslige. Den materialisme, der tager for givet, at det grundlæggende er noget, der eksisterer uafhængigt af oplevelse, og at bevidsthed er et senere, afledt fænomen. Den position er så dybt indlejret i almindeligt sprog og i de fleste videnskabelige praksisser, at den næsten ikke bemærkes. Den fungerer som en usynlig ramme.

At pege på denne ramme er ikke det samme som at erstatte den med en ny, lige så fastlåst “bevidstheds-ontologi”. Det er at åbne for muligheden for, at den materialistiske antagelse ikke er nødvendig. At den er en fortolkning blandt andre. At det, der er mest umiddelbart givet — det faktum, at der overhovedet er oplevelse — ikke behøver at blive reduceret til noget andet.

Spørgsmålet bliver derfor praktisk:

Hvad er det minimale, vi kan sige uden at overskride grænsen for det, sprog kan gøre?
Og hvordan undgår vi, at forsøget på at løsne materialismen blot bliver til en ny, lige så urokkelig position?

Hvis målet er at fjerne den automatiske materialisme, hvad er så det første, konkrete lag af antagelser, der kan sættes i parentes — uden at vi påstår at have erstattet dem med noget endeligt?

Hvad ser du som det mest grundlæggende, der kan sættes i tvivl først?

Jeg må lige tænke lidt over det vi her har skrevet. Tak for nu